Felix Arabia

0,25 års fødselsdag

I dag fylder Nikolaj 3 måneder. Han er en glad lille gut der vokser og vokser - han er nu oppe på 7,5 kg!

Nye familiemedlemmer

Vi har fået 2 nye familiemedlemmer, indtil videre ved navn Fisk1 og Fisk2. Det er ikke helt uinteressant med sådan et par væsener i en bowle hvis man er 2½ og generelt har et nysgerrigt gemyt eller hvis man er 33 og har fået en ny linse til kameraet.

Turen går til Oman

Ganske udmærket artikel i Berlingske omkring Oman i går lørdag - se dette link - det virker som om Danmark ganske langsomt er ved at få øjnene op for Oman som turistmål. Det kan vi godt forstå.

Peace Be Upon Him

Så nåede historien om Jyllands Postens tegninger også til Oman. Vi havde faktisk ikke hørt om det før det på forsiden af dagens avis hernede stod nævnt at der var opsejling til noget der nærmest kunne blive en hel lille diplomatisk krise.

Det bliver interessant lige at høre folks reaktion på det hernede i morgen på job. Lad os da ikke håbe det udvikler sig yderligere.

Forhandlingens kunst

Inden for det sidste års tid har de sat vejkameraer op mange steder her i Muscat. Det er for så vidt helt udmærket da det mærkbart har taget toppen af hastigheden på vejene. Hvis man bliver nappet i en vejfælde er det meget simpelt. Ikke noget med at bevise hvem der fører bilen osv - bilens ejer får en bøde, færdigt arbejde.

Det er sågar så avanceret at man kan logge ind online (via rop.gov.om) og se hvor mange bøder der er registeret under ens kørekort-nummer. Da jeg gjorde det her efter sommerferien fik vi et mindre chok. Vi havde fået ikke mindre end 8 bøder. Heldigvis var beløbet til at leve med - mellem 5 RO og 20 RO per bøde afhængigt af hvor stærkt vi havde kørt. Alt i alt skyldte vi 80 RO (ca 1200 kroner).

I stedet for at sende bøder ud med posten fungerer det så sådan at man skal forny registreringskortet på sin bil hvert år, og i den forbindelse skal man betale eventuelle bøder. Da det er et år siden vi købte biler var det nu tid til den sag. Vi har heldigvis i Nawras ansat et par folk til at hjælpe os med de ting. En af dem kørte ned til politiet med registreringskortene til vores 2 biler og en stak kontanter jeg havde givet ham til at betale bøder og registreringsgebyr. Da han kom tilbage dagen efter fik jeg et par fornyede registreringskort og lidt flere penge tilbage end jeg havde regnet med. Skyldte jeg ikke 80 RO i bøder spurgte jeg? Jo, men han havde da selvfølgelig forhandlet. Jeg troede vel ikke at han bare uden videre ville betale det fulde beløb. Han var endt med at forhandle en pris hjem på 40 RO for bøderne. Jamen er det ikke herligt!

Ramadan

Ramadan startede i dag - vores anden Ramadan her i Oman. Oman følger ikke størstedelen af den arabiske verden som startede i går, da man ikke planlægger startdatoen på forhånd, men derimod rent faktisk foretager den traditionelle "moon sighting".

Det er nu et underligt koncept at faste fra tidlig morgen til ca kl 18 hver dag i 30 dage. Man kan selvfølgelig godt sætte sig ind i at det skaber en stærk fællesskabsfølelse og en stærk fornemmelse for traditioner, men det kan vel umuligt være sundt - og så medfører det altså en væsentlig nedsættelse af effektiviteten i alle firmaer og i samfundet som sådan i en hel måned. De fleste arbejdspladser har "Ramadan timing", hvilket vil sige 6 timers arbejdsdage i stedet 8. Som en af mine kollegaer fra Libanon (han er kristen) fremlagde det: "Productivity in general in Oman is about 70% - and during Ramadan I would say it's 30% ..."

Dødsfald

I torsdags kørte forældrene til en af medarbejderne i min afdeling galt i deres bil en sen aftentime. Moderen døde, faderen overlevede men ligger på hospitalet. Det er dybt tragisk og Khalid har naturligvis fået fri nogle dage til at komme igennem denne periode.

Det kom lidt bag på mig at en sådan begivenhed involverer Khalids arbejdsplads og kolleger, herunder også mig. Det er således forventet af mig at deltage aktivt i at sørge. Vi tog derfor det meste af afdelingen tidligt afsted i morges i 2 biler og kørte ud til den landsby 2 timers kørsel væk fra Muscat hvor forældrene boede. Moderen blev begravet indenfor 24 timer som skikken er hernede, men i dagene herefter er ritualet at alle mændene i familien mødes i moskeen fra tidlig morgen til sen aften. De opholder sig ganske simpelt i moskeen hele dagen og tager imod kondolencebesøg. Alting er adskilt for mænd og kvinder - kvinder tager til hjemmet hvor de kvindelige pårørende sørger og mændene tager til moskeen. Vi ankom til moskeen ved 9-tiden hvor alle var samlet i et tilstødende lokale - der var på det tidspunkt ca 75 mænd - alle sønner, brødre, nevøer, onkler osv hvoraf mange er der hele dagen og så nogle besøgende som er der kortere tid. Alle der ankommer går hele raden rundt og giver hånd til alle andre. Herefter får man en kop arabisk kaffe og et par dadler. Så stiller man sig sidst i rækken og foretager sig sådan set ikke andet end at være tilstede. Her stod vi så i en halv times tid, hvilket egentlig var en ret følelsesladet situation uden at der blev sagt eller gjort noget. Vi takkede af, sagde farvel til Khalid, og kørte tilbage til Muscat. På vej ud mødte vi et andet hold af kolleger fra Nawras - der var mange der i løbet af dagen havde taget turen derud.

På en måde er det jo fint at være involveret på den her måde. Det bliver nok nemmere for Khalid når han vender tilbage på arbejdet - for k0llegerne har været mere involveret i hans tab. Under alle omstændigheder er det nu frygtelig trist at Khalids 3 sønner har mistet deres farmor.

Kulinarisk

Var ude til frokost i dag med nogle omanske kolleger. Vi var en 7-8 stykker og vi delte en hel ged. Den blev serveret inklusiv hoved skåret over i to stykker liggende på fade af ris. Alle sad på gulvet. Alle spiste med hænderne. Man sidder stille og roligt og former små kugler af ris som man så spiser - sammen med noget kød man piller af benene. Da alle var ved at være mætte kom tjeneren og brækkede hovedet på geden åbent. Jeg fik herefter smagt gedehjerne for første og givetvis sidste gang i mit liv - taget med fingrene direkte ned i et åbent kranie. Det smager lidt henad foie gras og det betragtes som en delikatesse. Hmm. Tja.

Sheik Abdulla var i øvrigt med til frokosten. Han er en respekteret mand hernede - tidligere  øverste chef for det nationale teleselskab og generelt en veluddannet og internationalt orienteret mand. Han bor med sin familie i et kæmpe hus og kører i en stor BMW. Det var lidt interessant at snakke med ham om spisevaner - idet han nævnte at han da som regel spiste med hænderne - han kunne aldrig drømme om at bruge kniv og gaffel til aftensmad derhjemme med familien. De sad ikke på gulvet og spiste hjemme, de havde et almindeligt spisebord - men maden blev serveret på store fade og så rakte man ellers til og spiste med fingrene.