Egentlig havde vi sagt til os selv at vi ikke skulle have en weekend hvor vi rumlede mange timer i bil - men sådan endte det nu alligevel - og når det er sagt så havde vi en fantastisk god tur sammen med mormor og familien Høgdal, hvor vi endelig fik krydset bjergene syd for Muscat fra Ibra til Tiwi.
Vi startede i Wadi Bani Khalid. Det viste sig at vandmasserne for et par uger siden havde skyllet hele vejen væk. Det har været voldsomt. Herefter tog vi over til Desert Camp'en i Wahiba og overnattede - og i dag fredag kørte vi så afsted ind mod bjerget i håb om at ende i Tiwi. Efter en lang tur (+ et par detours) og flittig brug af 4WD LOW endte vi på bjergplateau'et. Det viste sig at være et stort område, som indeholder såkaldte 'beehive tombs' rejst i 2500 BC som en del af Umm al Nar kulturen. Der var skam sågar et skilt med lidt information. Videre gik det stejlt nedad til Tiwi og en dejlig dukkert på stranden ved White Beach. Herligt. Hvis man har et GPS track at støtte sig til (det havde vi), så er det bestemt en meget anbefalelsesværdig tur.
Lidt flere billeder her.


