Inden for det sidste års tid har de sat vejkameraer op mange steder her i Muscat. Det er for så vidt helt udmærket da det mærkbart har taget toppen af hastigheden på vejene. Hvis man bliver nappet i en vejfælde er det meget simpelt. Ikke noget med at bevise hvem der fører bilen osv - bilens ejer får en bøde, færdigt arbejde.
Det er sågar så avanceret at man kan logge ind online (via rop.gov.om) og se hvor mange bøder der er registeret under ens kørekort-nummer. Da jeg gjorde det her efter sommerferien fik vi et mindre chok. Vi havde fået ikke mindre end 8 bøder. Heldigvis var beløbet til at leve med - mellem 5 RO og 20 RO per bøde afhængigt af hvor stærkt vi havde kørt. Alt i alt skyldte vi 80 RO (ca 1200 kroner).
I stedet for at sende bøder ud med posten fungerer det så sådan at man skal forny registreringskortet på sin bil hvert år, og i den forbindelse skal man betale eventuelle bøder. Da det er et år siden vi købte biler var det nu tid til den sag. Vi har heldigvis i Nawras ansat et par folk til at hjælpe os med de ting. En af dem kørte ned til politiet med registreringskortene til vores 2 biler og en stak kontanter jeg havde givet ham til at betale bøder og registreringsgebyr. Da han kom tilbage dagen efter fik jeg et par fornyede registreringskort og lidt flere penge tilbage end jeg havde regnet med. Skyldte jeg ikke 80 RO i bøder spurgte jeg? Jo, men han havde da selvfølgelig forhandlet. Jeg troede vel ikke at han bare uden videre ville betale det fulde beløb. Han var endt med at forhandle en pris hjem på 40 RO for bøderne. Jamen er det ikke herligt!