I torsdags kørte forældrene til en af medarbejderne i min afdeling galt i deres bil en sen aftentime. Moderen døde, faderen overlevede men ligger på hospitalet. Det er dybt tragisk og Khalid har naturligvis fået fri nogle dage til at komme igennem denne periode.
Det kom lidt bag på mig at en sådan begivenhed involverer Khalids arbejdsplads og kolleger, herunder også mig. Det er således forventet af mig at deltage aktivt i at sørge. Vi tog derfor det meste af afdelingen tidligt afsted i morges i 2 biler og kørte ud til den landsby 2 timers kørsel væk fra Muscat hvor forældrene boede. Moderen blev begravet indenfor 24 timer som skikken er hernede, men i dagene herefter er ritualet at alle mændene i familien mødes i moskeen fra tidlig morgen til sen aften. De opholder sig ganske simpelt i moskeen hele dagen og tager imod kondolencebesøg. Alting er adskilt for mænd og kvinder - kvinder tager til hjemmet hvor de kvindelige pårørende sørger og mændene tager til moskeen. Vi ankom til moskeen ved 9-tiden hvor alle var samlet i et tilstødende lokale - der var på det tidspunkt ca 75 mænd - alle sønner, brødre, nevøer, onkler osv hvoraf mange er der hele dagen og så nogle besøgende som er der kortere tid. Alle der ankommer går hele raden rundt og giver hånd til alle andre. Herefter får man en kop arabisk kaffe og et par dadler. Så stiller man sig sidst i rækken og foretager sig sådan set ikke andet end at være tilstede. Her stod vi så i en halv times tid, hvilket egentlig var en ret følelsesladet situation uden at der blev sagt eller gjort noget. Vi takkede af, sagde farvel til Khalid, og kørte tilbage til Muscat. På vej ud mødte vi et andet hold af kolleger fra Nawras - der var mange der i løbet af dagen havde taget turen derud.
På en måde er det jo fint at være involveret på den her måde. Det bliver nok nemmere for Khalid når han vender tilbage på arbejdet - for k0llegerne har været mere involveret i hans tab. Under alle omstændigheder er det nu frygtelig trist at Khalids 3 sønner har mistet deres farmor.