Den 17. marts gik Nawras i luften. Konkurrence på teleområdet i Oman var nu en realitet. Til intranettet i TDC blev jeg bedt om at skrive lidt om den hektiske launch-uge som jeg havde oplevet den. Det kom der følgende beskrivelse ud af:
I sidste uge blev Nawras lanceret i Oman. Vi har bedt en af de udstationerede TDC-medarbejdere fortælle om sine oplevelser fra en hektisk launch-uge. Anders Blauenfeldt arbejder i Nawras med ansvar for forretningsudvikling og strategi, og indgår i den kommercielle ledelsesgruppe.
Søndag - 14. marts
Naturligvis en helt almindelig arbejdsdag her i Oman hvor den ugentlige helligdag er fredag. Dagen starter som hver dag de sidste par måneder med dagligt statusmøde klokken 08 for alle chefer i den kommercielle organisation, med gennemgang af launch-kritiske udeståender. Listen er heldigvis ved at tynde meget ud, men der er stadig et par vigtige emner tilbage der skal løses. Folk er på stikkerne. Launch er nu ved at være rigtig rigtig tæt på. Det som alle har fokuseret på de sidste 6 måneder. Oman Mobile har netop annonceret prisfald på prepaid starterpacks. De ved sikkert at vi allerede har sat os fast på en pris og trykt i 100.000-vis af brochurer osv. Der er ikke meget andet at gøre end at følge med og sænke vores pris. Nu bliver det farveprints i butikkerne de første par dage efter launch. Håber virkelig ikke der går priskrig i den. Det ville være lettere vanvittigt i et duopol hvor vi burde kunne sørge for at markedsværdien ikke eroderes.All hands meeting klokken 1030. Hele virksomheden samles, som vi har gjort det mindst en gang om ugen til en halv times generelle meddelelser og status update. Da jeg kom i august var vi 20 mennesker til all hands meetings. Nu er vi 300. Dette er vort sidste all-hands, for det er naturligvis ikke muligt at mødes alle sammen efter launch når vi er operationelle. Der er god stemning. Klapsalver og kampråb.
Eftermiddagen går med bestyrelsesforberedelse til mødet i morgen efterfulgt af breve og telefonsamtaler med Royal Omani Police om aftenen. Som den første virksomhed i Oman har vi sat et link op til deres ID-database (svarende til det danske CPR register) så vi kan registrere folk via telefonen og blive fri for at tage kopier af ID-kort, som har været standarden hidtil.
Hjemme klokken 21. Får noget mad og får snakket lidt med Camilla. Kører ud til lufthavnen klokken 2330. Klokken 0030 dukker de 3 danske journalister fra Berlingske, Børsen og JP endelig ud fra tolden. De skal være her de næste 2 dage. Det eneste tidspunkt de kunne mødes med telestyrelsen hernede var mandag morgen så det er nødvendigt at hente dem så de kan få en briefing på forhånd. Kører dem over på Hyatt hvor de skal bo og holder et kort briefingmøde. De synes det er utroligt varmt hernede. Så skulle de bare prøve at være her om sommeren. Hjem i seng ved 0230 tiden.
Mandag - 15. marts
Op 0630. Statusmøde klokken 08. Oman Mobile har kørt en teaser kampagne de sidste par uger. Endelig kommer svaret i dag. Det viser sig at være lancering af 20 nye steder hvor man kan betale sine regninger. Pyha, det gør ikke det helt store. Regningsbetaling er et stort problem for kunder hernede og kilde til stor utilfredshed fordi folk får lukket deres service, men det er et område hvor vi for længst har fundet en god løsning via samarbejde med de lokale banker.Statusmøde omkring leverandørvalg med min market research chef. Han er gået i gang med at måle brand awareness i markedet her før launch. Det bliver interessant at se.
Møde med de danske journalister om eftermiddagen sammen med Klaus, Peter, Mikkel og Jette – hvor de spørger ind til hvordan det er at være TDC expat. Generelt er det en ret positivt oplevelse så det er lidt svært at svare når de spørger om hvad det værste er ved at være taget til Oman.
Kører ned til bestyrelsesmøde på Al Bustan Hotel ved 19 tiden. Emiren fra Qatar er i byen hvilket skaber en del trafikkaos. Gennem de sidste par måneder har ansvaret for bestyrelsessekretariatet ligget hos mig da vi har benyttet os af eksterne jurister og ikke haft en intern legal advisor. Jeg deltager således i alle bestyrelsesmøder – en interessant erfaringsopbygning, men jeg ser nu frem til at vi får et mere permanent sekretariat op at stå da det tager meget arbejde. Nawras har 5 bestyrelsesmedlemmer fra Qatar, 3 fra Oman og et fra TDC. Det har til tider været lidt en udfordring at få samarbejdet mellem ledelse og bestyrelsen til at fungere helt optimalt, men på det seneste er det blevet bedre.
Bestyrelsesmødet slutter lidt over 22. Peter og jeg kører op til Chedi og henter de danske journalister. Ved 23-tiden går det afsted til Wahiba Sands – et af de største ørkenområder i Oman, ca 2 timer væk fra hovedstaden. De 3 journalister havde bedt om at se lidt af Oman også når nu de var her. Fremme i desert camp klokken 01. Drikker en medbragt øl fra bagagerummet til synet af en fantastisk ørken-stjernehimmel. I seng i den medbragte sovepose ved 2 tiden.
Tirsdag - 16. marts
Vågner 0630 ude i ørkenen. Morgenmad efterfulgt af køretur rundt i ørkenen i firhjulstrækkere mellem 0730 og 0900. Det er virkelig seriøs underholdning. Radiobiler for granvoksne mænd med stejle op- og nedture af ørkenklitterne. Der er i det hele taget mange fantastisk naturoplevelser hernede – ikke overraskende at Oman satser på at udvikle turistindustrien de næste 10 år i takt med at olieindtægter forventes at bliver mindre.Tilbage i Muscat sidst på formiddagen. Flot tur gennem landet. Termometeret i bilen siger at det er 33 grader udenfor. Kører hjem og tager et hurtigt bad og tjekker mails hjemme fra adsl-forbindelsen. Får sagt hurtigt hej til Julius som kommer hjem fra vuggestuen. Det er for lidt vi har set til hinanden de sidste par måneder, men han klarer sig meget fint hernede. Spændende at se hvordan hans sprog udvikler sig det næste års tid.
Kører ned til Ruwi til møde med BankMuscat klokken 14. De danske journalister har bedt om at mødes med nogle af vore strategiske partnere her i Oman og jeg deltager da jeg har sat strategiske samarbejdsaftaler op med to af de store banker hernede i efteråret.
De tager videre til interview hos vores salgsdistributionspartner. Jeg kører tilbage på kontoret. Skriver på en pressemeddelelse netop omkring regningsbetaling – som svar på Omantels lancering af nye betalingsmåder og da vi generelt ikke skal undervurdere udfordringen i at uddanne hele markedet i at betale deres regninger på en anden måde end hidtil.
Kører fra kontoret ned til VIP launch-event klokken 1930. Der er inviteret over 500 VIPs –ambassadører, ministre, royale, direktører og bestyrelsesformænd fra den private sektor, officielle repræsentanter fra Qatar med flere. Det hele foregår på byens fineste hotel, udendørs på en stor græsplæne ned til havet. Meget fint. Nawras er symbolet på at konkurrence og liberalisering kommer til Oman, symbolet på at der knyttes tætte bånd mellem Oman og Qatar, symbolet på at samfundet er i rivende udvikling. Det er bestemt ikke ”bare” en ny mobiloperatør. Lanceringen af Nawras har mange politiske aspekter. Vores bestyrelsesformand og Qtels bestyrelsesformand holder taler, efterfulgt af Henning Vest og Ross Cormack, vores CEO. Sultanens udsendte lancerer officielt Nawras ved hjælp af laserlys. Fint show og god mad. I det hele taget en fin markering af vores launch. Hjemme ved 23 tiden. Træt.
Onsdag - 17. marts
Launch dag. Den store dag. Statusmøde kl 08. Oman Mobile har fyldt dagens aviser med annoncer hvor de annoncerer en nedsætning af prisen på SMS. Lidt frustrerende og uforståeligt at de går så relativt aggressivt i gang med at konkurrere på pris – det vidner lidt om panik. Vi har ikke meget andet valg end at følge dem og nedsætte vore SMS priser til det samme. Det er vigtigt at sende et signal om at det eneste resultat af en prissænkning er at vi følger med og de derved ikke opnår en konkurrencefordel, men rettere en erodering af deres eget marked.Ministeren kommer kl 10. Indvier officielt den butik der ligger her ved kontoret, og bliver efterfølgende vist rundt i alle afdelingerne. Efter omanske forhold et ret stort presse-opbud.
Tager senere rundt til butikker for at se hvordan de klarer sig på launch-dagen. Det hele forløber godt, og trods et meget stort fremmøde er der ikke de kaotiske tilstande vi kunne have frygtet. Kø foran de fleste butikker hele dagen. Nu må vi se om de kun er nysgerrige eller om de også køber.
Vi har sat et war-room op på kontoret hvor launch følges time for time. Der er placeret medarbejdere i alle butikker som løbende sender rapporter ind hver time. Alle systemer overvåges løbende. Der er en intens stemning i alle dele af virksomheden. Informationerne flyver rundt.
Tager ud sidst på eftermiddagen og hjælper til med launch promotion event. 150.000 bokse med karameller svøbt i Nawras-papir bliver delt ud mellem 17 og 22 med hjælp fra 800 studerende som meget entusiastisk knokler løs med denne event. Ikke bare i Muscat men også de andre større byer. Det er helt rart at koble fra og være med til at slæbe slikkasser og koordinere vagtplaner.
Hjemme ved 22 tiden, efter at have fået meldinger om ca. 1500 kunder på første-dagen. Slet ikke dårligt.
Torsdag - 18. marts
Weekend i Oman er normalt torsdag/fredag. I Nawras har vi kørt med 6-dages arbejdsuge siden vi kom herned. Det har til tider været lidt hårdt for de medfølgende familier – men en nødvendighed. Det er dog planen at gå ned til 5 dages uger relativt kort efter launch, afhængig af hvor kontrolleret det hele er forløbet.Morgenmøde klokken 08. God stemning ovenpå en succesfuld launch dagen før. Naturligvis en række ting der kræver hurtig action, men alting foregår i god ro og orden.
Den daglige KPI-rapport udkommer for første gang. Stadig lidt indkøringsproblemer men i det store hele et godt værktøj til at følge forretningen gående fremad. Jeg har aftalt med Khalid, min lille en-mands market intelligence afdeling, at han laver daglige rapporter med avisudklip og overvågning af internet-chat-sites etc her i launch perioden. Der tegner sig et positivt billede.
Der viser sig at være problemer med registrering af kunder via telefon. Ud af de 2,8 millioner indbyggere i Oman er ca 600.000 personer udlændinge som bor og arbejder i Oman, primært fra Indien og processen for registrering af disse personer via telefonen er lidt anderledes end for Omanere. No big issue – men detaljerne skal lige trænes en ekstra gang for folkene der betjener telefonerne.
Møde om National Roaming om eftermiddagen. Vi har via vores licens krav på National Roaming, men det kræver TRAs kraftige indblanding og er ikke nået at falde på plads til launch. Alt tyder dog på at vi kan udvide netværksdækningen med National Roaming indenfor få måneder efter launch. Der udestår dog stadig en interessant forhandling med hensyn til prissætning og det gør ikke den tekniske implementering nemmere at Oman Mobile har 3 forskellige netværksleverandører.
Hjemme tids nok til at spise med Camilla og Julius. Vi tager ud at spiser. Ser lidt af Lars Mikkelsen som HC Andersen om aftenen via dr.dk – det er nu smart med en bredbåndsforbindelse. Nemt at følge med i den hjemlige andedam og via VoIP er det nemt at være i telefonisk kontakt med venner og familie.
Fredag - 19. marts
Fridag. Slapper af. Slår græsset – vi har ca 10 m2 så det er hurtigt overstået. Tager over og bader på Hyatt. Spiser frokost med nogle af de andre danskere og prøver at snakke om andet end Nawras. Det er ikke så let lige i dag. Vejret er perfekt for tiden, 30-35 om dagen og 20-25 om natten.Sidder ude og griller om aftenen. Dejlig mad – man får utrolig lækkert kød og fisk til billige priser her i Oman. Konstaterer at jeg har fået lidt for meget sol på skuldrene.
Lørdag - 20. marts
Tilbage på pinden. Statusmøde klokken 08. Vi aftaler at dette bliver det sidste daglige statusmøde.Folk er stolte og glade over at være i luften. Der er allerede mange tusinde kunder på netværket. Nawras er i luften og transformeringen fra et opstartsprojekt til en virksomhed i drift er en realitet. Nawras er for alvor blevet en del af Oman.
En del som vi nu skal sørge for bliver større for hver dag der går.